Hej alle sammen
Jeg har bestemt mig for at prøve at skrive en post-rejseblog om vores rejser i USA - mest for vores egen skyld, så vi kan huske hvad vi lavede på turen om nogen år - men enhver, der kunne være interesseret i at læse med er velkommen til dette.
Dag 1:
Startede i Kastrup Lufthavn, hvor vi skulle nå et fly til London, og derefter flyve direkte til Los Angeles. Her ankom vi ved 20.00 om aftenen, dog med det i mente at mens vi fløj til USA skruede vi tiden 9 timer tilbage, for at matche vores nye tidszone - så klokken faktisk var 5 om morgen for os, og vi var relativt, for ikke at sige ekstremt, udkørte da vi endelig fandt vej til Hertz biludlejning i LAX.
Her blev vi mødt af en alen lang kø, og da vi endelig nåede frem var en indisk udseende mand, med det uden tvivl falske navneskilt "Sam", det absolut modsatte af behjælpelig - han kunne ikke finde reservationen, forsøgte at lægge ekstra gebyrer på, forsøgte at opgradere vores bil og tage ekstra for bilen uden at vi opdagede det - og var uhyggeligt langsom til sit job i øvrigt.
Til jer derude, der vil leje bil i USA - hold tungen lige i munden når i aftaler pris, fordi de lægger alle ekstra udgifter på de overhovedet kan, men efter 45 minutter frem og tilbage - fik vi endelig udleveret nøglerne til vores Chevrolet Equinox, der skulle være vores hjem i 16 dage, og som hurtigt blev døbt Steve Mcqueen efter tegnefilmen "Biler".
Sean satte sig på førersædet, jeg fandt kortet frem og vi begav os ud i USA. Vi fandt et hostel ved Santa Monica, og blev introduceret til vores hjem de næste mange dage, nemlig parkeringshuse - efter de 16 dage, var vi så familiære med parkeringshuse, at vi var klar til at bestyre vores eget.
Dag 2:
Efter en ordentlig nats søvn, og en usandsynligt sløv morgenmad på hotellet gik turen til Hollywood med Thomas ved rattet i vores nye Chevrolet.
Vi stillede bilen på en lille sidegade til Hollywood Boulevard og gik en tur ned af gaden, hvor stjernerne angiveligt kommer forbi dagligt på vej til diverse filmstudier. Vi nuppede nogle billeder med stjernerne på jorden, når vi så en vi kendte, men var enige om at det her sted havde lidt for mange turister.
Vi blev antastet af "sælgere" over det hele, de forsøgte at sælge os Star tours (Ture hvor man i bus kører rundt i Hollywood Hills og ser stjernernes huse), til sidst lod jeg en specielt nærgående sælgere forklare os en masse om det hele i 10 minutter, for derefter at fortælle ham at vi havde en bil - han blev vældig fornærmet og spurgte os hvad i alverden vi skulle bruge den til, og det åbenlyse svar var "drive".
Så vi fik fat i et Hollywood Star map, hoppede ind i bilen, og fulgte efter en star tours bus - og så tog vi på vores helt eget Hollywood Hills eventyr. Men de fleste Hollywood berømtheder, har garderet sig mod turene og plantet enorme hække, så det var ikke meget stjerne man fik set på turen - men vi fik set hækkene, der tilhørte stjerner som Russel Crowe, Brad Pitt og Madonna, vi var også en tur forbi Bel Air (for dem der kender til Will Smiths Fresh Prince of Bel Air) - og var enige om at vi havde skudt papegøjen med vores hjemmelavede star tour.
Bagefter var vi i Universal Studios, en enorm forlystelsespark, der kombinerer rutsjebaner og filmture. Vi prøvede en række fede forlystelser, og tog på den kendte Universal Studios tour - hvor man ser Universal Studios rigtige sets - hvor de optager tv-shows og film i øjeblikket. Nogen af de sidste nye optagelser indebar vandscener fra Hunger Games: Catching Fire, og så var der en 360 graders oplevelse lavet af Peter Jackson - der indebærer at du bogstavelig talt omgives af skærme og ser billeder, der giver dig den meget realistiske følelse at reelle dinosaurer står og skubber til din bus.
Universal Studios var en dyr fornøjelse, men det var stadig en fed oplevelse - og vi fik prøvet en masse sjove ting, og der kunne snildt fortælles mere om det.
Vi hoppede i bilen, og undertegnede ledte os ned til Long Beach hvor vi fandt en lidt specielt udseende Inn, hvor vi tilbragte natten.
Dag 3:
Næste dag startede med en tur på stranden i Long Beach, en tur i vandet og os der så de ægte Baywatch Livreddere i arbejde, det var dog ikke så imponerende som i tv-serien - da deres tid mest blev brugt på at feje deres tårne.
Efter det kørte vi ned til Los Angeles Marinaen og gik ind på Bubba Gump Shrimps Restauranten (for dem, der ikke ved det - starter Forrest Gump i filmen Forrest Gump et firma ved navn Bubba Gump Shrimps, der gør ham til millionær - det inspirerede rent faktisk starten på denne rigtig forretningskæde med samme navn). Bubba Gump besøget var mest for at se hvad det var for noget, og udover at det var en sjov nok oplevelse - og Thomas og jeg fik et glas med hjem som souvenir, så var det en helt igennem ulækker madoplevelse - hvor alting var dækket i så meget friture at man fik det helt dårligt - vi blev enige om at det var første og sidste gang at vi velsignede Bubba Gump med vores tilstedeværelse.
Efter det var vi i Aqua Pacific Aquarium, der havde alle de klassiske havdyr fra USA - søløver, rokker, oddere m.v. var at finde - sågar små hajer, og selvom Sean nægtede at gå ned på vores niveau, sad både Thomas og jeg et sundt stykke tid ved det lille hajbassin (der vistnok var beregnet til børn) og rørte ved rokker og hajer. Vi så en masse fede dyr, og jeg fik personligt (siden akvarium-turen nok mest var for min skyld) stillet min dyre nysgerrighed for nogen dage - men dette var dårligt begyndelsen på den fauna vi skulle komme til at se i USA.
Efter det gik dagen i søgen efter et shoppingcenter så modedyrene i gruppen kunne udnytte de billige amerikanske priser, dog uden held - vi sov på en langt hyggeligere og bedre udseende Inn denne aften, og gjorde klar til at forlade LA om morgenen.
Dag 4:
Dette var måske turens bedste dag, og den første reelle Road trip dag - det er også værd at notere at dette var den 4. juli så hele USA stod på den anden ene denne dag.
Vi forlod LA om morgenen og kørte mod Malibu, nu skulle der ses nogen kyster og åbne veje. Trafikken var ekstremt hård de første par timer, men da først vi kom fri af filmstjerneræset, kunne vi virkelig se hvor smukt USA egentlig er når det ikke har travlt med at overkommercialisere alting.
Vi stoppede ved et tilfældigt udsigtspunkt i Malibu og gik ud og så på Stillehavet, selv på dette helt tilfældige sted var kystlinjen fantastisk, og ved dette totalt tilfældige sted kunne vi tydeligt høre en gruppe på 8-10 søløver, der lå i solen nedenfor udsigtspunkt - og som vi kunne ane ved at kigge udover en stejl skrænt. Jeg var parat til at kravle ned af skrænten, men de andre mente (med rette) at det var en relativt dårlig idé - så det var så tæt vi kom på, i den her omgang.
Tilbage i bilen gik turen nu mod Santa Barbara, og latinamerikaner land - strandpromenaden var totalt overfyldt denne dag, da det virkede til at hele USA havde bestemt sig for at holde 4. juli på denne strand, og vi indså hvor vigtigt det faktisk var for amerikanerne med deres Uafhængighedsdag.
Så gik turen til Californiens danske hovedstad Solvang, vi kørte ind i Solvang til de episke toner af Specktors Lågsus, med vinduerne rullet helt ned og musikken skruet helt op - og vi bilder os da ind at nogen få vendte hovedet som om de forstod ordene - men desværre var konklusionen nok at vi rimelig meget var de eneste danskere i denne "danske by" midt i amerikanerland. Vi gik ned af Copenhagen Drive og så hele byen, der er indrettet som en dansk provinsby kan have set ud for 100-150 år siden, men vi havde det stadig meget sjovt med det - på trods af at oplevelsen var en smule undervældende, vi troede virkelig der ville være en smule personligt dansk islæt, men ikke et eneste menneske genkendte den dansk sprogstamme i Solvang.
Så gik turen til dagens sidste stop Cambria, en lille kystby jeg havde håbet ville have et fedt fyrværkeri show om aftenen. Vi besøgte først Cambrias meget hyggelige kirkegård og vi var generelt vilde med hele byens atmosfære, meget hyggelig. Vi endte dog med at bo i en mindre by inde i landet, da alle 30+ Inns i hele Cambria var booket helt op fordi alle amerikanere åbenbart skulle overnatte ved vandet den 4. juli.
Vi endte dagen med at se fyrværkeri ved kysten i Cambria hvor der var totalt overfyldt med mennesker, men fyrværkeriet var stadig godt.
Dag 5:
Næste dag skulle vi op ad det famøse "Big Sur" stykke ved vestkysten, et stykke på godt 150 kilometer, der løber langs en række bjerge og bakker ved kysten - og vejen snor sig derfor op og ned, ud og ind hele vejen - der var intet motorvej over dette, men til gengæld var det helt fantastiske omgivelser.
Vi startede dagen med at skulle se Hearst Castle, det gik dog hurtigt i vasken, da alle ture var booket i de næste mange timer - så vi gik i stedet på jagt efter søelefanter, da min guidebog sagde at der skulle være en koloni i nærheden. En halv time senere havde vi fundet søelefanter, der bedst kan beskrives som gigantiske søløver, der bare ligger og glor hele tiden, på nær når de slås på deres på meget pokemon-lignenede måde - hvor de ganske enkelt skiftes til at bide hinanden indtil den ene bliver træt af det. Det kan dog gå meget voldsomt for sig, da de store hanner kan veje over 1000 kg - og vi så da også to mindre haner i vandet, der lige tog en hurtig omgang tandkamp.
Derefter stoppede vi ved Julia Pfeiffer Burns National Park, der skulle være en berømt national park med et flot vandfald, men efter en LANG gåtur fordi der var asiatiske turister OVERALT, og vi var nødt til at parkere meget langt væk - måtte vi konstatere at vandfaldet, bedste kunne sammenlignes med tissestrålen fra en mindre skovtrold, sandt at sige var vi en kende undervældede - så vi tog videre.
Efter en hurtig de tour ved, hvad der lignede en eksklusiv Spa, som vi ikke helt havde råd til at spise ved - fandt vi en højt beliggende restaurant, der så udover havet - det var exceptionelt flotte omgivelser.
Så gik turen til Monterrey-halvøen, og den infamøse 17 mile drive - med stop som "The Ghost Tree" og "Bird Rock" - en relativt hyggelig tur, som vi dog var enige om, ikke helt imponerede i længden og slet ikke for de 10 dollars som det kostede bare for at køre en tur ved kysten.
En generel tendens hele vejens igennem USA var at ALT kostede penge, uanset hvor lille parken eller skoven var, kostede det altid mellem 50-100 kr. pr. mand for at se det - noget jeg var en kende forargede over til tider.
Dagen sluttede i Salinas, USAs førende kålhoved leverandør, og byen havde ærlig talt intet andet at byde - udover at være meget provinsagtig og have en population, der bestod hovedsagligt af latinamerikanere.
Dag 6:
Dagens destination hed San Francisco og vi var meget oppe at køre, da dette meget vel kunne ligne turens forhåbentlige højdepunkt. Vi startede med en tur til Mystery Spot i Santa Cruz, et hus ude i skoven der skulle være bygget så alting i huset så ud til at hælde selvom det ikke reelt gjorde det, og derved gav personer, der opholdt sig i huset en følelse af at de selv hældte selvom gulvet var ganske lige.
Dette blev dog ikke en realitet, da der var en ventetid på 6 TIMER til næste frie tur da vi ankom, de asiatiske turister var endnu engang kommet os i forkøbet.
Så vi kørte i Big Basin Redwood Forest istedet, og så vores første Redwood træer i stedet - træerne kan blive over 100 meter høj, og leve i tusindvis af år - det ældste træ i skoven med en diameter på adskillige meter og langt mere end et normalt træ "Father-of-Trees" var over 2000 år gammelt, vi var enige om var en ret fed oplevelse, man kan ikke rigtig begribe hvor store træerne er før man har prøvet at stå ind i et (de huler typisk ud i bunden, men kan sagtens blive stående i mange mange år efter dette, således skabes en lille "hule" i bunden af træet).
Derefter gik turen gennem et fantastisk bjerglandskab ind til San Francisco - bakkernes og parkerings kældrenes by.
Hvis ikke man har været i San Francisco, så forstår man virkelig ikke hvor stejle bakkerne i byen er - når man holder ved stop linjen i deres åndsvage kryds, kan man bogstavelig talt ikke se op i krydset så stejlt er det nogen steder.
Dette er også et godt tidspunkt at kommentere amerikanernes VANVITTIGE trafikregler, i kryds i USA hvor der ikke er lysregulering har de ganske enkelt et først-til-mølle-princip, med andre ord, den der først kommer frem til stop linjen ved firvejs krydset, må køre ud i krydset først - noget jeg kun kan forestille mig er ophavsmand til tusindvis af åndsvage erstatningssager hvert år - derfor var det heller ikke helt smart, når man ikke kunne se op i krydset, når man holdt på en bakke i San Francisco, fordi man kunne faktisk ikke se om man var kommet først frem til linjen, og derfor om man måtte køre - personligt synes jeg ihvertfald ikke det er en super gennemtænkt løsning, men det gled faktisk relativt smertefrit for os på turen i disse kryds.
En parkeringskælder må ganske enkelt være det mest værdifulde stykke ejendom du kan eje i San Francisco, da byen er ufatteligt uvenlig overfor biler med alle dens bakker, snævre gader og tonsvis af ensrettede veje, vi brugte derfor langt flere penge på parkeringskældre i disse dage, end på benzin til bilen - da Steve Mcqueen jo var nødt til at holde et sted om natten, og der naturligvis var parkering forbudt overalt.
Det sidste stykke af dagen blev brugt på en tur igennem Chinatown i San Francisco, det næst tættest befolkede område i USA, kun overgået af Chinatown New York - med en gennemsnitlig indkomst pr. hustand på mindre end 100.000 danske kroner, de tager sig ikke meget af de svage i USA - heller ikke dem der arbejder dagen lang, som mange af kineserne derfra gør.
Dag 7:
Dagen blev brugt på en gåtur ved de mange moler nede ved vandet, og en masse billeder af Alcatraz - og andre sjove ting ved vandet. Desværre også et uheldigt kameraobjektivkøb for Sean, men dyre lærepenge er også lærepenge - sorry bro.
Det meste af dagen gik således med at tilfredsstille Thomas' indre shop-a-holic, i Macy's Men Store, der har de de første 20 forskellige herretøjsmærker - alt imens jeg sad og udspionerede mennesker med Seans nye objektiv på byens centrumplads.
Dette var også dagen hvor vi fik prøvet San Franciscos kulinariske varemærke "Clam Chowder", en muslingesuppe, der klart kan anbefales - den smagte nemlig vældig fint.
Så gik turen tilbage til San Francisco - og en tur på en bar i nærheden, men aftenens sjoveste oplevelse for mig, var dog da jeg skræmte livet af en lokal asiatisk mand, ved at sprinte så hurtigt op af en af de mange bakker i San Francisco at manden ganske enkelt vendte om og løb væk fra mig, indtil jeg ikke kunne se ham mere - mens han ignorerede mine kald, hvor jeg spurgte om han var okay. Lidt refleksion bringer mig til den konklusion at manden muligvis har været i en tidligere oplevelse, hvor han virkelig burde være løbet - USA kan virkelig harmløst, men man glemmer nogen gange at storbyenerne kan være rigtige farlige til tider - og vi så da også vores store del af meget mærkværdigt hjemløse, og ekstremt shady-udseende gader, som vi typisk gik en blok længere for at undgå.
Dag 8:
Denne dag krydsede vi Golden Gate-broen på vej mod nord, da vi skulle op til Muir Woods og se endnu flere Redwood træer, det blev en lang gåtur i bakkerne - med en række kriser for mine to medrejsende, men vi klarede det hele og havde en meget aktiv dag i en af USAs flotteste skove.
Da vi allerede var deroppe af, kørte vi nu mod Napa Valley, langt bedre kendt som "Wine Country" - Napa-dalen er kendt som at være hjemsted for alle de store vingårde lokaliseret i Californien, og der laves meget af det vin vi også drikker tilbage i Danmark.
Her var vi inde og se en kunstudstilling, der indeholdt en række mærkværdige kunstfigurer, og derefter købte Thomas en flaske af den lokalt producerede vin på gården - i hans bestræbelser på at blive Wine-Extraordinaire --> one step closer buddy.
Dagen sluttede på Polk Street, en af San Franciscos fortrukne bargader - hvor vi havde en top fed aften hvor vi mødte både lokale, canadier og en kæmpe bunke australiere, der insisterede på at spille øl spil hele aften, og betale al øllen - vi sender en highfive down-under (^_^).
Dag 9:
Hele dagen blev spenderet på Alcatraz, der muligvis var turens højdepunkt og som enhver, der besøger San Francisco ikke må snyde sig selv for, historiens vingesus er helt ubeskriveligt og fængslet uden mure midt i San Francisco-bugten har en helt speciel aura når man går rundt i sin egen verden, med sit head set på som en del af deres audio tour.
Fængslet har en meget tumultuøs historie, med et par tragedier og ét virkelig snedigt flugtforsøg - som man den dag i dag er i tvivl om lykkes - faktum er at man aldrig fandt de 3 fanger, der brugte skeer til at udvide, deres udluftningsskakt over måneder - kravlede op igennem rørsystemet i væggene, og brugte en tømmerflåde konstrueret af regnfrakker til at svømme i land, i den hårde søgang som San Francisco-bugten tilbyder, men legenden siger at de nåede væk og flygtede til Syd Amerika, og som en af de mange Park Rangere i fængslet sagde, så har US Marshals fornylig frigivet deres materiale på sagen, og deres "tømmerflåde" blev fundet på bredden med 3 sæt fodspor ledende væk fra bredden, så man ved i hvert fald at de nåede så langt.
Men jeg kan kunne skrive side op og side ned om Alcatraz, men det bør virkelig opleves.
Dag 10:
Dagen startede med en tur til Golden Gate-broen, fordi nu var det selfie time - vores egen Selfie konge Thomas havde efterspurgt et godt sted at få en selfie med Golden Gate-broen, og denne formiddag stod vi så lidt syd for broen sammen med hvad der lignede 100 børnehaveklassebørn, og så verdens længste hængebro da den blev bygget i 1937 - den er dog idag overhalet af blandt andet Storebæltsbroen, men den holdt rekorden i 27 år før den blev overhalet - og forbliver en ikonisk velkomstgiver for San Franciscos besøgende.
Der blev taget en masse billeder og så skulle vi ud og skyde med rifler. Vi fandt en skydebane lidt syd for San Francisco, og efter en startende skuffelse hvor vi blev afvist for ikke at have erfaring med våben, fik jeg forklaret at jeg havde været i militæret og bestod derefter en "demo" hvor man skulle vise man kan håndtere, lade, aflade og behandle våbnet sikkert. Derefter fik vi lov til at skyde, og jeg blev instruktør for de andre for en dag.
Derefter var vi en tur i Golden Gate-parken og besøge deres Japanske Have, det kostede 7 dollars per mand at komme ind og ca. 10 minutter at se hele den meget lille have, hvor vi blev tysset på mindst 5 gange for ikke at respektere den ophøjede asiatiske dedikation som haven repræsenterede, men vi havde det nu meget sjovt alligevel.
Sidste dag i San Fran - blev afsluttet med en Ghost Hunt. Det var en historisk gå-gang igennem et gammelt kvarter i San Francisco med historier om gamle beboere, ofte krydret med små overnaturlige detaljer og masser af Cold Spots noget vi grinede meget af senere - vores fortæller formåede at underholde os gevaldigt i op imod 2,5 time blot ved brugen af hans stemme og et par praktiske genstande, der var "hjemsøgt" undervejs, og han vandt utrolig mange point da han tidligt på aftenen indledte en livlig samtale med mig alene på grund af at jeg havde min kasket med skriften "Captain" på.
Dag 11:
Denne dag var dagen vi fandt ud af at USA er gigant stort, og at vi ikke var så gode til at måleafstand på kort, vi forlod San Francisco for at se den verdensberømte Yosemite Park, og mens man snildt kunne bruge 16 dage på bare at udforske parken, der fylder godt 3000 kvadrat kilometer, så havde vi kun en halv dag, og jeg ledte os derfor til parkens højeste punkt - hvor udsigten absolut ikke skuffede. Der var bjerge, vandfald, træer, bakker og langt mere så langt øjet rakte - og dette viste sig virkelig at være et højdepunkt på turen, skulle man nogensinde tage til Californien, må man simpelthen ikke snyde sig selv for et besøg i Yosemite-parken, fordi det er ganske enkelt et fantastisk stykke natur.
Så gik turen til Ridgecrest, en solid 6 timers køretur - som Sean skal have et stort skulderklap for at tage i stiv arm, og vi ankom til den lille by - der lå et par timer fra Las Vegas kort før kl. 24 samme dag.
Dag 12:
Næste dag satte jeg mig ved rattet, og kørte de sidste 3,5 time ind til Las Vegas hvor vi ankom midt på dagen. Las Vegas var en stor oplevelse, men hvis ikke man er villig til at bruge en masse penge, er det ikke et sted man skal tage hen, fordi hele byen drejer rundt om princippet - you-pay-to-play. Hotellerne er gigantisk store, og med det mener jeg LANGT LANGT større end du forestiller dig, og man bruger snildt 30-45 minutter på at gå fra den ene til den anden, hvis man kigger lidt mens man går. Så vi gik en tur på alle de store casinoer såsom Bellagio, The Mirage, Treasure Island, Flamingo, Caesar's Palace og sikkert flere som jeg ikke husker navnet på.
Hvad man ikke ved, og ikke hører om i alle de store Hollywood film, hvor de råber Vegas, baby, Vegas og lignenede catchphrases er hvor ufatteligt, latterligt og helt igennem utrolig varmt det er. Man er midt i en ørken og selv om aftenen tvivler jeg på at temperaturen nogensinde kommer under 35 grader - så vi fik gjort stor brug af poolen, på vores lille Inn.
Aftenen sluttede med en tur på en cowboy bar på Treasure Island, og lidt andet sjov.
Dag 13:
I dag gik turen til Grand Canyon, the Big GC - og efter en tur på 3-4 timer var vi nu i indianareservatet Hualapai - og indianerne ved udemærket hvordan man tjener penge, så vi fik hurtigt snuset os frem til at vi kunne få lov at stille vores bil og derefter betale 350 kr. pr. mand for at blive kørt i deres bus ud til 3 udsigtspunkter langs Grand Canyon, og mens det måske ikke var 350 kr. værd så var det et fantastisk syn - og især en gåtur på skywalken (hvor man går på gennemsigtigt glas, og derfor har illusionen af at "stå" midt i luften) var en fed oplevelse, jeg ikke ville have været foruden - desværre var fotografering på skywalken naturligvis forbudt, da de i stedet havde små indianere, der forfulgte dig med deres kameraer og forsøgte at sælge dig deres billeder af dig - ekstremt usmageligt i min verden, det kan også blive for meget af det gode at skulle tjene penge på alt.
Efter dette gik turen til Grand Canyon Inn, hvor vi ankom sent og tog en tur i poolen - for derefter at få serveret verdens langsomste to-retters menu hos Innens egen restaurant.
Dag 14 & 15:
Dagen efter kørte vi tilbage til Las Vegas for at bruge den sidste 1,5 dag af turen der - og på vejen løb vi ind i et absolut horribelt regnvejr, der fik flere biler på motorvejen til simpelthen at holde ind til siden - men Steven Mcqueen med mig ved rattet klarede det ganske fortrinligt og generelt kan der ikke sættes en finger på vores Chevrolet Equinox, der klarede hver eneste udfordring vi gav den, om det så var flad vej, bakke eller bjerge den kørte i.
Vi kom derefter forbi Pawnstar-Shoppen som Thomas havde efterlyst så godt som hele turen, og vi ville nødig skuffe ham.
Dem der kender til Pawnstars-tv programmet på History Channel vil vide at det er et ret interessant foretagende vi kom ind og se - efter godt 30 minutter i kø - da verdensberømthed tydeligvis ikke har gjort deres lille pantelåner-shop mindre populær.
I Las Vegas boede vi på The Quad et semidiscount hotel, der faktisk lå på The Strip " den kæmpe store hovedgade i Las Vegas), og til alt held var The Quads pool lukket på grund af byggearbejde - og hvorfor var det heldigt spørger du? Jo, fordi vi nu fik lov at gå i Flamingos pool i stedet, og mens The Quad er et ganske fint hotel så er Flamingo et super duper hotel på the Strip, der da også leverede en mildest talt imponerende pool - hvor vi spenderede vores sidste 1,5 dage når vi ikke lige forsøgte at bruge nogen flere penge i shoppingcentrene - uden penge er Las Vegas en aggressivt kedelig by at opholde sig i, så mit råd til fremtidige besøgende er at afsætte et stort rådighedsbeløb til turen.
Til slut fik da også lige set Bellagios verdensberømte springvand, der afspiller en hel indviklet sekvens af vandsprøjt hvert 15. minut.
Til slut fik da også lige set Bellagios verdensberømte springvand, der afspiller en hel indviklet sekvens af vandsprøjt hvert 15. minut.
Dag 16:
Turens sidste dag, og et rejsehelvede fra første fløjt, vi afleverede Steve MCqueen hos Hertz i lufthavnen, og ventede 3 timer på vores fly tilbage til LA - efter dette var det så 6 timers vente tid på flyveren fra LAX til London, så kom 10,5 time i luften på vej til London og i London en ventetid på godt 3 timer til flyveren hjem til København.
Vi tog afsted fra Las Vegas kl. 14 lokaltid den 16. juli og var fremme i København kl. 23 lokal tid den 17. juli - så det var 3 ekstremt brugte mænd (ej mere drenge), der kom tilbage efter et fantastisk eventyr til USA - hvor vi både fik set den turistede side, men også rigtig mange steder fordi vi havde så meget frihed med vores bil - fik set en masse ting, der ikke er typiske for den normale tur til USA.
Og hvis jeg skulle have haft det hele med kunne, kunne bloggen snildt have været 10-15 sider længere.
//Andy
